DM i Grill foregik i år på Kulinarisk Sydfyn, som jeg besøgte i sidste weekend. Et par af mine blogkolleger havde meldt sig som dommere, men da jeg allerede skulle være dommer til Nordisk Ostefestival, så nød jeg i stedet at kunne kigge forbi arrangementet flere gange for at snakke med de forskellige hold, udfritte dem for gode grilltips og smage på retterne. Holdene lavede ofte riiiigeligt af de retter, de skulle levere til konkurrencen, og så var der smagsprøver til publikum. Genialt koncept.
Deltagerne konkurrerede i en lang række emner – for eksempel fisk og spareribs – og skulle aflevere en prøve på hvert emne på et bestemt tidspunkt på dagen. Herefter bedømte en lang række dommere – både fagfolk og ‘den almene pøbel’ – resultaterne. Herover er en af de bakker, som dommerne skulle bedømme.
Mange af holdene valgte også at præsentere deres retter ved at anrette dem smukt og fremvise dem i holdets egen stand.
Den første dag var der spareribs på programmet, og vi havde timet det helt perfekt, da vi kiggede forbi, for mange af boderne havde masser af spareribs, som de gerne delte ud af.
Niveauet var ret højt, og det smagte fantastisk!
Jeg kunne snildt have spist mig mæt i spareribs, men jeg prøvede at gemme lidt appetit til aftensmaden – selvom det var svært. Se blot hvor smukke de var…
Næste dag var vi både forbi, da der var brød på programmet – en af de frivillige emner – og så selvfølgelig også da konkurrencen sluttede af med pulled pork. Mmmm!
Det kunne de – selvfølgelig – også godt finde ud, men det var ret interessant at smage de meget forskellige versioner.
Du har virkelig mulighed for at gå gadget-amok, hvis du er grill-entusiast, og det var fedt at kunne diskutere grilltips og grilludstyr med de dedikerede deltagere. Eneste problem er, at nu har jeg lyst til at gå ud og købe en grill, der virkelig sparker røv
Vil du læse mere om grillkonkurrencen og ikke mindst det at være deltager, så tjek min bloggerkollega Madfars indlæg.
The post DM i Grill 2013 appeared first on Piskeriset på eventyr.